Belgien - torsdag den 10. maj 2018

Over Holland til Belgien, Westmalle og Mechelen

Tilbage

Natten er forholdsvis stille i den lille provinsby. En flok unge mennesker holdt fest da vi kravlede i seng og det tydede på en lang nat, men der blev hurtigt stille fra den kant. Vi havde parkeringspladsen for os selv. Der var kun nogle få biler, der kørte forbi pladsen i løbet af natten.

Så vi vågnede veludhvilede op til endnu en dag med godt vejr. Temperaturen havde ikke været under 20 grader i løbet af natten, så det var vel hvad man kan kalde en tropenat. Efter den næsten obligatoriske en time med morgenvask og mad, var vi klar til at sætte næsten mod Holland og Belgien.

Marie ville gerne omkring Holland og se på tulipanmarker. Selv om vi havde læst, at sæsonen normalt slutter med ugangen af april måned, så nærede hun et stille håb om en enkelt mark eller to. Jo de klare farver stiger en til hovedet! Man må bare se disse flotte marker igen og igen.

Jeg regnede ud, at det ville give os en omvej på ca. 100 km. Det havde vi fint plads til.

Efterhånden som vi kørte mod Holland, blev vejret dårligere og temperaturen faldt til 12-13 grader. Det blev overskyet og vi fik et par heftige regnbyger. I stedet for at køre direkte mod Belgien, kørte vi stik mod vest og lidt mod nord, for at ramme Gronningen og køre ned over det område i Holland, hvor de største tulipanmarker skulle være. I Gronningen glimrede man ved at have lukket en tilkørsel til den motorvej, som vi skulle på, så vi blev ledt ud på en større omvej ind gennem byen. Der var ingen skilte, der viste os vej og GPS’en havde åbenbart opgivet ævret, så vi måtte selv prøve at finde ud af byen igen. Alle veje fører til Rom, så det gik selvfølgelig.

Uden for Gronningen fandt vi en parkeringsplads, hvor der blev serveret lidt frokost og en middagslur.

Så var der fornyet energi til at jagte tulipanmarker, men de glimrede som forventet med deres fravær. I stedet var der masser af sorte marker, der gav et tydeligt billede af at være blevet pløjet for nyligt. Men hvis antallet af store sorte marker er udtryk for tulipanmarker, så er det bestemt et godt sted at vende tilbage til i tulipansæsonen.

Jeg havde en stille plan i hovedet men jeg havde ikke nævnt det for Marie, for jeg ville gerne se, hvad dagen bringer. Men planen gik på, at vi når til Mechelen i dag og spiser til aften på Het Ankers brasserie.

Vi nåede dog ikke så langt i første omgang, da chaufføren blev døsig og der blev proklameret pause. En hel time sov Marie. Så begyndte jeg at skramle lidt med en gryde, for at lave kaffe. Det tegn forstod Marie godt og hun stod op.

Vi fortsatte ned gennem Holland og vejret skiftede lidt mellem gråvejr og skyet. Solen kiggede ikke frem.

Der var pænt med trafik men det gik fint ned til Breda, hvor vi havde besluttet, at det skulle være slut med motorvejene. Vi ville ind på lidt mindre veje, så vi kunne se lidt undervejs. Det betød, at vi krydsede grænsen mellem Holland og Belgien via en lille lokal overgang.

Marie havde hørt om mine planer og hun mente, at det var helt fint. Men der var plads til flere svinkeærinder, for mens vi trillede ned af den lille vej mod Mechelen, kom jeg i tanke om, at der vist lå et trappistbryggeri i nærheden. Det var ikke Orval, som jeg troede - men Westmalle. En lille afstikker og vi holdt på den store - og fyldte - parkeringsplads ved Café Trappisten, der ligger lige over for klostret, hvor Westmalle brygges. Caféen så stort set fyldt ud, men vi blev alligevel hurtigt anvist et bord og der blev serveret et par gode Westmalle øl. En dubbel fra fad og en half+half til Marie. Det er en halv dubbel og en halv tripel. Øllet var alt for koldt og den gode smag af belgisk øl var næsten skjult i kulden.

Vi fandt ud af, at det er muligt at gå en tur rundt om klosteret og den chance ville vi ikke forpasse. Så kunne vi også få brændt øllet af igen.

På med vandrestøvlerne og en rygsæk med regntøj. Vejret viste lidt antræk til regn. Vi fulgte den anviste sti og undervejs var der 11 poster, som man kunne slå op på mobiltelefonen og læse undervejs. På den måde fik vi et godt indblik i klostrets hverdag. Det var med til at gøre turen rundt lidt mere spændende. Vi kom ikke tæt på selve klostret. Der er godt lukket af for uvedkommende. Munkene lever et stille liv og bruger deres tid på at arbejde, læse, bede og sove.

Ved den sidste post var der en indgang til et lille område i klostret, hvor man som gæst kan komme og bo i en kort periode, for at få et lille indblik i munkenes hverdag. Her er plads til meditation og fred. Så det er nok ikke lige der, man skal henlægge familiefesten.

Vi undgik regnen. Vejret var blevet bedre og der var udsigt til en solnedgang. Inden vi forlod Westmalle, købte vi en af deres oste i caféen. Så gik det mod Mechelen af små lokale veje. GPS’en ville hellere have os ind til Antwerpen og ned af motorvejen. Det var vi ikke indstillet på.

Vi nåede Mechelen ved 21-tiden og var efterhånden ved at være sulten. Så vi parkerede camperen og skyndte os over til Het Anker og brasseriet. Kl. 21:08 var vi der. Desværre var køkkenet lukket kl. 21, fik vi at vide. Det var træls. Jeg synes ellers, at jeg havde set efter på deres hjemmeside, at brasseriet var åbent til kl. 23.

Så er det godt, at man er lidt huskendt i Mechelen. Vi stilede mod centrum og de mange restauranter omkring Grote Plats. Her kastede vi os ind på en af de første lige bag kirken. En græsk restaurant. Zorba var (selvfølgelig) navnet. Der var fyldt godt op men vi fik lige presset os ind.

Marie stemte for en gang grillet fisk royal - til to personer. Jeg konstaterede, at deres øludvalg ikke var så dårlig af en græsk restaurant at være. Så var alle glade og maden kom forholdsvis hurtigt på bordet. Her var der tun, laks, hvid fisk, krebs og andre lækkerier. Det smagte rigtig godt og især tunfisken faldt i god jord.

På vejen tilbage mod camperen, nåede vi lige ind til Het Anker og delte en flaske Kaizer blauw. Så var vi også klar til at krybe til køjs på “vores” parkeringsplads tæt ved McDonalds i Mechelen.